Par efter parterapi

Mange af de par som starter i parterapi føler, det hele er håbløst og er tæt på at kaste håndkædet i ringen. Men det som virker håbløst og uoverskueligt, behøver ikke at være det – slet ikke faktisk. Ofte er selv små ændringer nok til at få parforholdet tilbage på rette kurs.

Udsæt ikke parterapi

Problemet er, at mange venter alt for længe med at gå i parterapi. De fleste tænker, at de kan (og bør) klare problemerne selv. De tager det som et nederlag at kontakte en parterapeut. Resultatet er, at de først kommer i parterapi når parforholdet har været nede i en bølgedal i meget lang tid. Det er ikke unormalt, at mange par først kontakter en parterapeut efter flere år med fx skænderier, og dårlig eller intet sexliv.

Når terapien så endelig starter, er de begyndt at glide fra hinanden, og de er derfor ikke langt fra at kaste håndklædet i ringen og give op. I den tilstand, kan det være svært at se det gode, i det de har sammen. De kan kun se alt det dårlige, al smerten, konflikterne, og al den bitterhed de har oparbejdet igennem mange år.

Hvorfor små ændringer er nok

Men faktum er, at der ofte kun skal meget små ændringer til, for at redde forholdet.

Det er lidt ligesom et vægttab. Hvis du fx spiser 5 % for meget hver dag, vil du have taget 20kg på efter et år. Hvis du kigger på dig selv i spejlet, føles det helt uoverskueligt at komme i form og blive klar til stranden. Du føler dig forkert, får dårlig samvittighed og har mest lyst til at gemme dig, så ingen kan se din krop.

Men sandheden er, at du kun skal spise lidt mindre. For hvis du spiser lidt mindre hver eneste dag, taber du dig langsomt. Alt hvad du behøver, er en lille ændring og en masse tålmodighed.

Eller tænk på togskinner som løber parallelt. Hvis de blot er 1 % skæve i forhold til hinanden, vil et tog hurtigt gå i stå. Uanset hvor meget toget arbejder, kommer det ikke videre. Men en lille justering, kan få toget til at køre upåklageligt igen – og sådan er det også i et parforhold.

Folk glemmer, at hvis de har været sammen i 10 år, så må det være fordi, at deres skinner løber tæt på parallelt. Ellers ville det være umuligt at være sammen så længe. Så selvom de står midt i uoverskuelig konflikt, er det ofte ikke så slemt, som det føles.

Hvem starter?

Så hvis kun 5 % skal ændres, hvad er så problemet? Problemet er, at når et par har gået lang tid med kulde og modstand, så oparbejdes en gæld. Præcis som med slankekuren. Hvis du har spist for meget i 2 år, kan du ikke tabe dig på en uge.

Alle de gange man har følt sig afvist eller såret, har sat sig i bevidstheden som et lille sår, der ikke heler så let. Det afføder en mistro mod hinanden, og begge har svært ved at række hånden ud, tilgive og give forholdet en ny chance.

Begge venter på, at den anden gør noget, siger undskyld og ændrer sig. Begge stiller krav til den anden, som de ikke selv kan leve op til. Lyder det bekendt?

En af fordelene ved parterapi er, at parterapeuten får skabt en fælles forståelse og en fælles dagsorden begge kan tilslutte sig.

Målet er at komme frem til et punkt, hvor begge giver mere, end de har lyst til. Det er den eneste måde at vende den negative spiral til en positiv.

Se på dig selv

Så hvordan går det med dit parforhold? Hvis du er helt ærlig. Er alt godt, eller er der nogle små sten i skoen, som begynder at gøre ondt?

Hvis der er noget, som du ikke er helt tilfreds med, så se at få gjort noget ved det. Du bliver nødt til at tage en snak med din partner, inden I begge opsparer for megen frustration, som senere leder til følelsesmæssig afstand, som undergraver forholdet.

Jo før, desto bedre. En sten i skoen gør ikke mindre ondt af, du forsøger at lade som ingenting. Tværtimod. På et tidspunkt bliver foden så øm, at det overskygger alt andet.

Start evt. med at læse denne artikel sammen, og tal om de små ændringer, som kunne gavne forholdet på lang sigt.

Held og lykke.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *